Dygtige undervisere med gode værdier

Vi er et team af dedikerede og fagligt velfunderede undervisere og behandlere, som brænder for at gøre en forskel for børn og unge – og særligt de børn og unge, som af forskellige årsager har brug for hjælp til at finde deres vej til trivsel og skoleglæde. Her på siden kan du læse om teamet bag Glad i skole.

Lærer

Jeg hedder Monette Rasmussen og er stifter af Glad i skole. Jeg er uddannet lærer med 24 års undervisningserfaring på specialskole for børn og unge med særlige behov.

Gennem de sidste to år har jeg videreuddannet mig indenfor dyreassisteret pædagogik, hvor jeg har læst modulet ”Introduktion til dyreassisteret pædagogik, terapi og rehabilitering på Aalborg Universitet, samt har jeg læst diplommodulet ”Rideterapi og hesteassisteret praksis” på VIA University College i Aarhus.

Monette

Gennem to år har jeg inddraget min skolehund og heste i den pædagogiske praksis på skolen, hvor dyrene har fungeret som det fælles tredje i undervisningen af de børn og unge, som har haft brug for andre tilgange til læring og trivsel. Derudover har jeg erfaring med inddragelse af dyr i en professionel kontekst som medhjælper i Viborg Kommunes rideterapi og gennem uddannelsen af en af mine hunde til certificeret terapihund.

Som lærer har jeg primært undervist i indskolingen og på mellemtrinnet, hvor jeg har varetaget undervisningen i de fleste grundskolefag. Jeg lægger stor vægt på at møde børnene og de unge ud fra en anerkendende tilgang og med en særlig opmærksomhed på altid at se bagom barnets og den unges adfærd. Det vigtigste for mig i min undervisning er at skabe de bedste rammer og betingelser for, at mine elever oplever, at de lykkes. Mestringsoplevelser, handlekompetence og styrket selvtillid er vigtige elementer i min undervisning samt i arbejdet med at fremme elevens trivsel og lyst til at lære.

Lærer

Jeg hedder Marie, og jeg er 26 år gammel. Til dagligt bor jeg i Aarhus med min kæreste. Jeg er uddannet folkeskolelærer, og jeg har en kandidat i pædagogisk psykologi fra Aarhus Universitet. I min fritid spiller jeg fodbold, (vinter)bader & elsker en god kop kaffe med venner og familie 🙂

Marie

I de sidste seks år har jeg arbejdet med børn og unge på forskellige skoler. I min fritid er jeg frivillig ved organisationen GirlTalk, hvor jeg er gruppeleder for en gruppe skønne unge piger. Derudover arbejder jeg i ferier på læringscamps rundt om i landet med organisationen DinCamp.

Jeg sætter stor pris på en struktureret undervisning som er tilpasset den enkelte elev, og som eleven kan genkende fra gang til gang. Jeg er meget fleksibel i forhold til tidspunkter. Min erfaring er primært fra 0-9. klasse i folkeskolen, hvor jeg elsker at inddrage kroppen, når man skal lære. Derudover vil jeg elske at kunne anvende naturen i min undervisning til dig!

Jeg håber, at jeg kan hjælpe dig med god, sjov og aktiv undervisning. Du kan tro, at jeg vil gøre mit bedste! En af mine brændpunkter er klart at skabe et trygt læringsrum, hvor der er plads til at eleven kan blomstre. Min undervisning vil derfor også altid være tilrettelagt ud fra den enkelte elev og dets behov. Det er vigtigt for mig at møde eleven, hvor det er. Relationen mellem barn og voksen er meget vigtig for mig. 

Lærer

Jeg er en tålmodig, lyttende og glad kvinde og har stor respekt for mine elever og lærer rigtig meget af dem, bl.a. at unge mennesker kan meget mere end de selv tror. Opgaven er at hjælpe de
unge med at opdage dette, og det er en fornøjelse at være med på deres dannelsesrejse.

Jeg tror på at alle som udgangspunkt gør det bedste de kan, og det er en stor tilfredsstillelse at kunne
hjælpe eleverne til at blive det bedste de kan.

Lone
Lone

Erfaren underviser (mere end 20 år) i fagene engelsk, dansk og matematik på specialområdet fra 1. til 10. klasse.

College degree Arts and Science fra GTCC, North Carolina, USA.

Har stor viden om både generelle og specifikke indlæringsvanskeligheder og udviklingsforstyrrelser.

Undervisningen tilrettelægges efter elevens ønsker og behov. Der vil altid blive lavet en handleplan for undervisningen i fællesskab med eleven. Jeg underviser i engelsk, dansk og matematik fra 1. til 10. klasse.

Undervisningen tager altid udgangspunkt i elevens faglige niveau og personlighed og tilpasses elevens behov for undervisningsmetode.

Relation, tillid og anerkendelse er nøgleord i undervisningen.

Pædagogisk konsulent

Jeg hedder Tina Hardt Gertsen og er uddannet pædagog. Jeg har arbejdet på specialskole i 12 år. I de sidste år har jeg været heldig at få flere opgaver på skolen med at hjælpe elever, som har været i mistrivsel og med ufrivilligt skolefravær.

Jeg brænder virkelig for dette arbejde og synes, at det er skønt at fejre selv de mindste succeser med eleven. Jeg er meget anerkendende, lyttende, tålmodig og rolig i min tilgang og i min relation tager jeg udgangspunkt i, hvad der interesserer og motiverer eleverne.

Tina

Min erfaring på specialskole er med indskolings- og mellemtrinselever. Jeg har i indskolingen undervist i musik, socialfag samt billedkunst. Jeg er vant til at arbejde tværprofessionelt og har erfaring med et udvidet og respektfuldt forældresamarbejde.

Før min ansættelse på skolen har jeg i 12 år arbejdet på et socialpædagogisk opholdssted med 7 unge samt en udslusningsafdeling med 3 unge i aldersgruppen 13-23 år. På stedet boede både drenge og piger med sociale og/ eller psykiske udfordringer. Her var en meget varieret dagligdag, og opgaverne med de unge var meget individuelle såsom hjælp til daglig struktur, motivering til uddannelse og arbejde, udredning eller genudredning ved psykiater osv. Jeg fungerede som souschef og var med til at starte stedet op helt fra bunden.

Musikterapeut
Jeg hedder Karina Gretere. Jeg er en britisk-uddannet musikterapeut med kandidatuddannelse i musikterapi fra Roehampton University i London. Jeg bor i Aarhus, og arbejder i hele Midtjylland.
Musik kan påvirke os alle dybt, og kan være et befriende og effektivt værktøj, som man kan bruge til at udtrykke sig, og kommunikere med den indre og ydre verden. I mit arbejde bruger jeg musikudøvelse, til at hjælpe folk til at opnå deres fulde potentiale og dermed forbedre deres livskvalitet.
Karina

Jeg har indgående erfaring i at arbejde med børn og voksne med fysiske, psykiske og følelsesmæssige udfordringer. Jeg har arbejdet indenfor mange tværfaglige områder, såsom bosteder, hospicer, musikterapi-organisationer, specialskoler, børnehaver, flygtningelejre, med mennesker fra mange forskellige sociale og kulturelle baggrunde.

I 2016 flyttede jeg til Aarhus og etablerede Musikterapi Aarhus.

Lærer

Mit navn er Sofie. Jeg bor lidt udenfor Hadsten sammen med min mand og vores tre sammenbragte børn. Jeg blev uddannet lærer i 2010. Siden da har jeg arbejdet rigtig meget med unge og voksne og har også haft nogle år i folkeskolen. Mine fag er matematik, dansk, dansk som andetsprog og billedkunst.

De senere år har jeg bevæget mig mere og mere ind på det specialpædagogiske felt og arbejder som specialpædagogisk støtte for unge med særlige behov, med henblik på at give dem bedre muligheder for at kunne gennemføre deres uddannelse.

Sofie

Min interesse, viden og virke indenfor det specialpædagogiske felt er vokset i takt med, at jeg har fået det personligt ind på livet. Jeg ved hvilke udfordringer det kan give, hvis man selv og/eller en i familien lever med en diagnose. Man kan sige, at jeg ved, hvordan en diagnose kan føles indefra. Det giver mig en styrke i mit arbejde. 

Jeg er god til at se bag om børn og unges adfærd og udfordringer – for der ligger potentialet. Jeg ser det som min fornemmeste opgave at få det potentiale frem i samarbejde med barnet eller den unge. 

Det gør jeg bl.a. ved at lægge stor vægt på relationen. Jeg bruger meget tid på at lytte efter, hvad mine elever hver især har behov for, for at kunne fungere i skolen, for at kunne lære og for at have det godt. Ud fra dette tilrettelægger jeg undervisningen og den individuelle støtte.

Det er min erfaring, at god struktur, tydelighed og overblik skaber tryghed og glæde. Det danner udgangspunkt for at eleverne kan gå til opgaverne med større selvstændighed, oplever at kunne mestre dem og får succes. Så det gør jeg rigtig meget ud af – både på et større plan i arbejdet med eleven, men også i forhold til de enkelte og mindre opgaver og i forhold til min undervisning i det hele taget.

Jeg er en meget tålmodig lærer og ynder at inddrage mange forskellige pædagogiske virkemidler i min undervisning. Det kan være alt fra fysisk aktivitet til illustrationer og billeder, leg og spil. Alle lærer forskelligt og jeg arbejder ud fra min overbevisning om, at vi alle er præcis, som vi skal være og gør det bedste vi kan, med det vi har. Så min opgave er at give mine elever – børn og unge – endnu mere at gøre med. 

Lærer

Jeg hedder Pernille Sejr Sørensen. Jeg er gift og har 3 voksne sønner. Vi bor i Århus. Jeg holder af at løbe, vandre, læse, vinterbade, være sammen med familie og være lærer.

Jeg blev uddannet som lærer i 1995 og har siden arbejdet med børn og unge med udfordringer i livet. Jeg har arbejdet på specialskoler for børn med forskellige diagnoser, klasser med unge med sociale og emotionelle vanskeligheder og haft hjemmeundervisning.

Pernille

Jeg har primært undervist i indskolingen og mellemtrinnet, hvor jeg har varetaget undervisningen i de fleste fag. Jeg laver meget af mit eget undervisningsmateriale, da jeg både synes det er sjovt men også gør det nemmere for mig at ramme de enkelte elever, lige hvor de er.

Struktur, tydelighed, overblik, og opgaver eleven kan mestre er efter min erfaring med til, at skabe tryghed, overblik, lyst til at lære og møde andre, der hvor de er.

Lærer

Jeg hedder Peter Enevoldsen og har været uddannet lærer siden 1996 og har desuden en kandidatgrad i Informationsvidenskab.
Gennem mange år og i forskellige regi har jeg arbejdet med undervisning og formidling og har altid været optaget af, at møde mennesker hvor de er og derud fra guide og støtte dem videre, fagligt og personligt.

Jeg har undervist med almindelig støtte i skoler – med enkeltelever og klasser, men f.eks. også med udgangspunkt i renovering af en træbåd, eller i arbejdet omkring knallert og motocross.

Peter

Foruden lærerarbejde, har jeg mere end 10 års konsulenterfaring i arbejdet med skolerelateret IT, læringsplatforme og Online undervisning.

Udgangspunkt for mit arbejde er altid relationen og dernæst at finde noget at være fælles om, enten i handling eller tale. Jeg er handlingsorienteret som menneske og ønsker at bibringe barnet strategier til at mestre sine udfordringer gennem handlinger.

De sidste tre år har jeg arbejdet med særligt ADHD og autisme hos børn i specialtilbud i Folkeskolen.
Foruden almindelige skolefag, arbejder jeg med som vejleder i ”Makerteknologier” (3D print, laserskæring og programmering af forskellige mikroteknologer).

Sundhedsplejerske

Jeg hedder Helle Skorstengaard og er bosiddende i Aarhus sammen med min mand og vores to voksne børn.

Med en baggrund som sygeplejerske og sundhedsplejerske har jeg 22 års erfaring med arbejde inden for spæd-/småbørn, skolebørn, børn med særlige behov, familier samt som konsulent i daginstitutioner i Aarhus.

Helle

I otte år har jeg arbejdet på børnepsykiatrisk afdeling i Risskov, med speciale indenfor udredning og behandling af børn med autisme, ADHD, adfærds- og emotionelle forstyrrelser, tics og angst. Arbejdet byggede på en miljøterapeutisk tilgang med fokus på struktur og tydelighed samt anvendelse af metoder som TEACCH, PECS og Marte Meo.

Min erfaring omfatter også vejledning, undervisning og psykoedukation. Jeg underviser i FIV (Familieiværksætterne) som er forældreforberedende undervisning for førstegangsforældre.

Jeg har været en del af en tværfaglig enhed i Aarhus, der tilbød vejledning og faglig sparring til det pædagogiske personale i dagtilbud og dagplejen. Fokus lå på tidlig indsats og trygge læringsfællesskaber for alle børn.

Psykoedukation til familier og professionelle omkring børn med særlige behov har jeg arbejdet med i mange år og min erfaring inden for børnepsykiatri, gør mig i stand til at støtte og hjælpe som sundhedsplejerske samt fremme sundhed og trivsel gennem tværfagligt samarbejde.

I efteråret 2023 færdiggjorde jeg en uddannelse i klinisk hypnoterapi af børn og unge. Hypnoterapi er en nænsom og effektiv metode til at støtte det kliniske arbejde med børn og unge, der lider af angst, skoleværing, søvnproblemer eller funktionelle mavesmerter. Hypnoterapi tager altid udgangspunkt i børnene og de unges univers og oplevelser.

Min tilgang til arbejdet med børn, unge og familier er at jeg er tålmodig, nysgerrig og anerkendende. Jeg ser styrken i det relationelle arbejde, hvor vi sammen taler om det, der er svært, for at støtte barnet eller den unge i bedre trivsel. Gennem et effektivt samarbejde og professionel hjælp stræber jeg efter at give barnet og den unge mulighed for at (gen)finde deres mestringstrategier – ”børn gør, hvad de kan, det er de voksne rundt om, der kan gøre noget andet.

Integrativ terapeut og coach

Jeg hedder Vibeke Nyborg.

Jeg er integrativ terapeut og coach, hvilket betyder, at jeg har fokus på hele mennesket, også kroppens reaktioner i forhold til psyken, ud fra mange forskellige terapeutiske retninger. Derudover arbejder jeg med metakognitiv terapi. En ny og effektiv terapiform mod overtænkning, angst, OCD, bekymringer, lavt selvværd, ufrivilligt skolefravær og stress. En metode, som er rigtig god til børn og unge. Hypnoterapi er også en metode, jeg bruger i mit arbejde med børn og unge.

Vibeke

Min baggrund er sygeplejerske og sundhedsplejerske med 24 års erfaring i arbejdet med skolebørn, forældre og familier. Jeg er pt igang med psykoterapeutuddannelsen, som jeg færdiggør juni 2024. Jeg har selvstændig klinik i Aarhus C, hvor jeg primært hjælper børn og unge.

Min tilgang, til mit arbejde med børn/unge og familier, er at jeg ser hele barnet/familien, og arbejder henimod at give barnet/jer kompetencer til at løse det, som I står i netop nu, med udgangspunkt i barnets/jeres fortid og situation. Mit mål er at give børn/ unge og familier kompetencer til at løse lignende situationer senere i livet.

Jeg tilbyder diverse former for terapi og samtaler med børn og voksne.

Socialrådgiver

Jeg hedder Mona Nyholm og har arbejdet som privat socialrådgiver de sidste 5 år. Jeg er 51 år gammel og har været socialrådgiver i 20 år. Privat bor jeg i Viborg men arbejder stort set altid online/telefonisk, da jeg på den måde kan hjælpe mennesker i hele landet. Jeg har 2 voksne børn og 2 børnebørn, som jeg elsker at bruge tid sammen med.

Gennem de mange år som socialrådgiver, har jeg arbejdet med forskellige målgrupper: Misbrug, psykiatri, hjemløshed og kroniske komplekse smerter. Det har givet mig en ret bred og alsidig viden, som jeg er vild med at dele ud af. Jeg har arbejdet på voksenområdet og kun ganske kort tid i selve socialforvaltningen på kommunen.

Mona

Jeg stortrives med at være på ”gulvet”, hvor jeg både har arbejdet i kommunale og private tilbud. Det har stor betydning for mig at kunne hjælpe den enkelte så godt som muligt. Jeg brænder for den håndholdte, anerkendende og direkte hjælp. Dette har resulteret i, at jeg har hjulpet med mange forskellige typer af opgaver såsom: overblik og styring af økonomi, ansøgninger til kommunen af forskellige slags, håndtering af udfordringer på det mere personlige/kognitive plan, vejledning og rådgivning om lovgivningen i socialafdeling og jobcenter, energiforvaltning, accept af egen situation og meget mere.

Ud over at være socialrådgiver, kalder jeg også mig selv for socialmentor, for det er tydeligt for mig, at rigtig mange mennesker med udfordringer i livet mangler en tovholder, både til at få et nyt slags liv til at fungere, men også til at håndtere den kommunale sag, når uddannelses- og arbejdsevnen forandrer sig. Rådgiverdelen er for mig der, hvor jeg vejleder ud fra lovgivningen. Mentordelen er der, hvor jeg deler viden og redskaber til at få et godt liv, trods udfordringer. Kort sagt, så er jeg vild med at hjælp og dele min viden og glæder mig derfor til at kunne hjælpe dem af jer, der måtte have brug for dette her i Glad i skole.

Jeg kan bidrage med følgende:

Psykolog

Jeg hedder Anders Ørskov og er autoriseret psykolog med mere end 20 års erfaring. I min egen private praksis tilbyder jeg samtaler, psykologisk behandling, supervision og eksistentiel psykoterapi, online såvel som i naturskønne omgivelser 16 km syd for Silkeborg. Jeg har erfaring med terapi for både voksne, børn, unge, par og familier.

Udover samarbejdet med Glad i skole og min private praksis laver jeg terapi og psykologiske samtaler, primært online, for Aleris PP, det største psykologhus i Danmark.

Anders Ørskov

I mit arbejde med mange forskellige psykologiske og livsmæssige problemstillinger, er mit fokus til enhver tid på menneskers iboende selvindsigt, styrke og evner. Jeg ser og møder altid hele mennesker – ikke symptomkomplekser, mangler eller svaghed.

Ved siden af det mere almindelige psykologiske arbejde har jeg gennem mange år holdt underholdende og komiske foredrag og lynkurser om blandt andet kommunikation og konflikter. Det har gjort i rollen som den komiske og kiksede erhvervspsykolog “Elrik Nørmo”, der kalder sig selv “Totalvejleder”.

Privat har jeg to voksne sønner og er farfar til den dejligste lille dreng.

Jurist

Jeg blev i 2006 færdiguddannet som jurist og her begyndte rejsen på drømmen om at gøre en forskel for de mennesker, der har det ekstra svært. Derfor blev titlen som jurist og interessen for socialt arbejde hurtigt skruet sammen.  

Gennem årene har jeg samlet tonsvis af viden og erfaringer, for jeg var draget mod arbejdet som specialist inden for børn og voksne med fysiske og psykiske handicap.  

I 2016 var jeg parat til at slå dørene op for et af landets allerførste private socialrådgivningsfirmaer specialiseret i børn med udfordringer, for det var tydeligt, at der var rigeligt med forældre til børn med fysiske eller psykiske laster, der havde hårdt brug for juridisk hjælp. 

Linda Klingenberg
Mine kvalifikationer
  • Uddannet jurist (cand.jur.) siden 2006
  • Specialiseret på børneområdet siden 2007
  • Jeg har tidligere været ansat i Familieretshuset – det der førhen blev kaldt for statsforvaltningen
  • I årene 2009-2016 har jeg arbejdet som jurist og leder på børneområdet i flere af landets kommuner

Matematikklubbens primære målgruppe er elever fra 6. – 10. klasse. Vores formål er at skabe et fællesskab om matematik, hvor tryghed, trivsel og hygge er i højsædet, fordi vi ved, at dette er betingelserne for læring. Vi er et fællesskab af ligesindede, hvor der ikke er plads til mobning eller nedladenhed. Vi forstår hinandens situationer og står sammen for at gøre hinanden bedre.

Matematikklubben i Randers