Hvordan arbejder vi hos Glad i skole & hvad koster en lektion hos os?

Hos Glad i skole arbejder vi ud fra en bred vifte af metoder og tilgange, som altid tager sit afsæt i barnets eller den unges motivation, ressourcer og behov.

Det er vores kerneopgave at fremme trivsel, læring og udvikling gennem skræddersyede forløb med det formål at hjælpe det enkelte barn eller ung tilbage i et skolefællesskab, en uddannelse eller et beskæftigelsesrettet tilbud.

Vores metoder og praksis er funderet i tre overordnede tilgange, som sammen med socialstyrelsens model for samarbejde og indsatser til børn og unge med bekymrende skolefravær danner den røde tråd i vores arbejde.

Læs om de tre overordnede tilgange, vi bygger vores praksis på og se vores priser: 

I den miljøterapeutiske tilgang er formålet at skabe og understøtte et trygt og sundt læringsmiljø i klare, velstrukturerede og forudsigelige rammer.

Hos Glad i skole råder vi over naturskønne rammer i et roligt og afstressende miljø midt i skoven med adgang til alle nødvendige faciliteter, bl.a. et stort og lyst læringsrum.

I vores indretning af de fysiske rammer har vi en særlig opmærksomhed på at indrette rammerne, så de ikke associeres med ”Skole”, da det kan trigge angst hos de børn og unge, som har udviklet forskellige belastningsreaktioner i relation til deres skolegang.

Når der etableres relationer og sociale fællesskaber, graduerer og tilpasser vi altid det specifikke niveau, som det enkelte barn/ung aktuelt kan udholde og acceptere.

I den miljøterapeutiske tilgang er vores fokus rettet på alle faktorerne, som udgør helheden i læringsmiljøet. Det vil sige både de fysiske, sociale og psykologiske faktorer.

Det er formålet i den (re)habiliterende tilgang at fremme livskvalitet, livmestring og livsmuligheder for de børn og unge, som er i risiko for at få betydelige begrænsninger i deres fysiske, psykiske og /eller sociale funktionsevne, fx børn og unge med et langvarigt ufrivilligt skolefravær.

”I handicapkonventionen omfatter begrebet ”habilitering” de tiltag, som iværksættes over for personer, som er født med et handicap, mens ”rehabilitering” omfatter tiltag over for personer, som har fået et handicap senere i livet.”, jvf. Handicapkonventionens artikel 26.

Når vi arbejder ud fra en (re)habiliterende tilgang, så betyder det i praksis, at vi tilrettelægger den enkelte indsats ud fra følgende faglige principper:

  • Indsatsen bygger på et ligeværdigt, tillidsfuldt og trygt samarbejde med barnets og den unges perspektiv i centrum. Det vil sige, at vi lytter og er nysgerrige på barnets og den unges egne artikulerede oplevelser, ønsker og drømme i relation til skole, en uddannelse og/eller et fremtidigt arbejde, hvilket også defineres som den enkeltes indefra-perspektiv.

  • Indsatsen skal være tværfaglig og helhedsorienteret, hvilket i praksis bl.a. vil sige, at vi i vores tilrettelæggelse af de enkelte forløb målretter vores tiltag med øje for det HELE menneskes behov og forudsætninger såvel de fysiske, psykiske som de sociale. I den enkelte indsats kan vi trække på de faglige og virksomme metoder og kompetencer, der er behov for både pædagogisk, læringsmæssigt og sundhedsfagligt.

  • Indsatsen skal være koordineret, hvilket også er en forudsætning for den helhedsorienterede indsats. Derfor vil vi altid invitere til et tæt samarbejde med alle relevante aktører omkring barnet og den unge med henblik på at skabe en fælles forståelse og en fælles retning for indsatsen. Det vil sige forældrene, sagsbehandler, skolen, praktikstedet, uddannelsesstedet, arbejdspladsen, jobcentret, PPR, BUA m.fl.

Læs mere om retten til habilitering og rehabilitering inden for sundhed, beskæftigelse, uddannelse og det sociale område her: https://menneskeret.dk/emner/handicap/forstaa-konventionen/artikel-26

I den mentaliseringsbaserede tilgang er formålet at fremme barnets og den unges evne til at forstå sig selv og andre ud fra tanker, følelser, adfærd og handlinger.

Evnen til at mentalisere er en vigtig mestringsstrategi i det sociale samspil og i etableringen af sunde og vedvarende relationer. Mentaliseringsevnen hænger tæt sammen med evnen til at regulere følelser, impulshæmning, selvkontrol og selvbevidsthed.

Forskning peger på, at børn og unge med ufrivilligt skolefravær har ringe sociale kompetencer og ringe tro på deres egen formåen. Faktiske tal viser også, at en stor andel af børn og unge med ufrivilligt skolefravær har en eller flere diagnoser. Det er fx børn og unge med autisme og/eller ADHD, som i særlig grad har brug for at blive mødt mentaliserende og brug for hjælp til at udvikle deres evne til mentalisering. I arbejdet med at udvikle barnets/den unges evne til mentalisering kan vi b.la. inddrage dyreassisterede interventioner som metode.

Priser

1 lektion udgør 30 minutter

  • 1:1 Støtte, trivsel- og læringsaktivitet = 350 kr. pr. lektion
  • Netværksmøder med skole, kommune, forældre og andre relevante aktører = 350 kr. pr. lektion
  • 1:1 Dyreassisteret læring, pædagogik, terapi og (re)habilitering m. hund el. hest = 375 kr. pr. lektion
  • Musikterapi = 400 kr. pr. lektion
  • Behandling er varierende i pris (tilbud på konkrete behandlingsforløb ved vores sundhedsfaglige personale, terapeuter og psykolog udarbejdes ved forespørgsel) Glad i skole er registreret som behandlingssted ved Styrelsen for Patientsikkerhed.
  • Befordring kan aftales mod en merudgift, f.eks. hvis barnet skal følges til og fra sin skole.

Økonomi & tilbud

Hos Glad i skole betaler forældrene, kommunen og/eller distriktsskolen kun for de faktiske lektioner pr. uge, som det enkelte barn/ung er i stand til at modtage. Antallet af ugentlige lektioner kan justeres løbende efter behov, så tilbuddet bedst muligt matcher den enkeltes behov, forudsætninger og progression.

Det skal bemærkes, at det aftalte antal ugentlige lektioner pr. ydelse og/eller forløb følger vores faktureringsbetingelser på løbende måned + 30 dage. Det samme gælder opsigelse af ydelser og forløb.

Vi udarbejder gerne, på forespørgsel, et uforpligtende tilbud ud fra den enkelte bevilling. Vi tilbyder altid et gratis formøde hos Glad i skole eller hos jer, hvor vi gerne fortæller om de muligheder, vi har for at hjælpe det enkelte barn, ung og familie.